Kransekage

Jeg laver næsten altid kransekage selv. Det er nemt og lækkert. Denne gang har jeg valgt den nemme version og bare lavet kransekagestykker. Jeg har stadig tilgode at lave et kransekagetårn, men har ofte formet kransekagen som tal.

Denne portion giver 16-18 kransekagestykker eller 4 store tal.

500 g. marcipan
75 g. flormelis
en lille æggehvide (evt. kun 3/4)

Glasur:
Ca. 70 g. flormelis
1/2 past. æggehvide

Varm ovnen op til 220 grader.
Riv marcipanen groft og kom den i en gryde sammen med flormelis og æggehvide.
Varm massen op under omrøring til den er blød og lun.
Drys lidt flormelis ud på bordpladen og tril massen til tykke stænger. Skær i de ønskede stykker eller form til tal.
Bag stykkerne på en bageplade i ca. 8 min. De skal begynde at tage lidt farve men endelig ikke for meget, da kransekagen så bliver for tør.
Køl stykkerne af på en bagerist.
Rør glasuren sammen og fyld den i et lille papirkræmmerhus (lavet af madpapir eller bagepapir). Klip et meget lille hul og sprøjt glasuren på kransekagestykkerne.

Kransekagen kan sagtens fryses, men vent da med at komme glasur på.

Kommentarer